Landmand sultede 500 grise ihjel

En landmand blev i dag idømt 30 dages betinget fængsel i en grov dyreværnssag.

Gris.jpg

Det var en landmand, der tilstod alle forhold, da han i dag tog plads i retten i Herning. Hans grise var sultet ihjel, fordi han ikke kunne overskue at passe dem.

Mange måtte aflives

Sagen stammer fra oktober sidste år, hvor Politiet og veterinærmyndighederne fandt 500 svin på hans gård, som var døde af sult. Yderligere 450 svin var så afkræftede, at de måtte aflives.

- Det er en grov sag. Der er rejst tiltale for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling. Og det ligger jo allerede i ordene, at så er det en grov sag, siger anklager Camilla Berg.

Det var en tydeligt berørt landmand, der under dagens retsmøde grædende forklarede, at han var hårdt presset økonomisk, og den hjælp, han dengang havde hyret ind på gården var pludselig  blevet langtidssygemeldt. Da hans egen far pludselig fik et hjertestop, så kunne han ikke overskue bedriften længere.

Frataget retten til at have dyr

Den 37-årige landmand har nu solgt sin gård, men ud over den betingede fængselsstraf på 30 dage, blev han frataget retten til at holde produktionsdyr de næste tre år.

3:19
En landmand blev i dag idømt 30 dages betinget fængsel i en grov dyreværnssag. Politi og veterinærmyndigheder fandt sidste år 500 svin på hans gård som var døde af sult. Landmanden kunne ikke overskue at passe grisene.