Landmand skylder rumæner 277.000 kroner

En vestjysk landmand er blevet dømt til at betale sin tidligere landbrugselev knap 300.000 kroner.

Arkivfoto
Arkivfoto
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

277.000 kroner – så mange penge skal en landmand fra Tarm punge ud med. Det er en tidligere rumænsk landbrugselev, som landmand Martin Alstrup Kristensen skal efterbetale. Eleven, som nu er 28 år, havde ifølge en overenskomst på landsbrugsområdet krav på at blive betalt som voksen medarbejder og altså ikke som elev, som Martin Kristensen gjorde. Det skriver Fagbladet 3F.

Det er Tvistighedsnævnet som har afgjort sagen, og her blev der lagt vægt på, at eleven var fyldt 25 år, da han begyndte i lære på landbruget ved Tarm i august 2013.

Delte meninger om dom

Landmanden fra Tarm er langt fra tilfreds med Tvistighedsnævnets afgørelse.

- Det er et stort problem, at der kommer udenlandske medarbejdere til Danmark og på den måde kan snyde sin arbejdsgiver, rage penge til sig og tage penge med ud af landet, siger Martin Alstrup Kristensen til Fagbladet 3F.

3F og landbrugseleven er derimod glade for afgørelsen.

- Vi er meget tilfredse med afgørelsen. Det er kun rimeligt, at vores medlem får løn som en almindelig, voksen medarbejder, når han reelt har været voksenelev hos arbejdsgiveren, siger Vagn Korshøj, der er faglig sekretær hos 3F Ringkøbing-Skjern.