Landmand opfinder slukningskøretøj: - En knaldgod idé

En landmand har lavet en traktor om til et slukningskøretøj, så han er klar, hvis høsten ender i brand.

02:06

Landmand fra Lind har med en særlig anordning gjort sit for at undgå markbrand. Video: Nicolaj Madsen, TV MIDTVEST

Tirsdag gik der ild i en mark i Nordsalling, da en mejetærsker høstede. Der skal heller ikke meget mere end én gnist til, når det er så tørt, som det er i år.

En knaldgod idé, som sikkert er set før, men vi synes bare, den skal udbredes

Finn Lau Nielsen, Beredskabsinspektør, Brand og Redning MidtVest

I stedet for at køre rundt med frygten for en stor brand, har en landmand fra Lind lavet sit eget slukningskøretøj.

- Jeg var jo for mange år siden i et arbejdsophold i Australien, hvor vi prøvede at høste under forhold, der var mindst ligeså tørre, som det er her. Der havde alle farmere simpelthen deres eget beredskab, siger Ove Søndergaard, gårdejer, Lind.

Derfor lod han sig inspirere. Traktoren, som følger mejetærskeren, rundt på markerne er nu blevet til et slukningskøretøj. 

Pumpen bliver drevet af en hydraulisk motor, og så kan slangen betjenes ved håndkraft. Foto: Nicolaj Madsen, TV MIDTVEST

Det tog bare en dags tid at lave den lille ”brandtraktor”, men den høster store roser hos brandvæsenet, der har delt maskineriet på Facebook.

- Vi synes, det var en god idé at få det udbredt til mange landmænd rundt omkring og andre, der har med høstarbejde at gøre. En knaldgod idé, som sikkert er set før, men vi synes bare, den skal udbredes, siger Finn Lau Nielsen, Beredskabsinspektør, Brand og Redning MidtVest, Herning.