Landmand nåede at redde sine maskiner: - Flammerne stod ud gennem taget

Brandvæsnet modtog alarmen om gårdbranden klokken 16.40 mandag eftermiddag.

Brandslange.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Mandag eftermiddag måtte Nordvestjyllands Brandvæsen rykke ud til en gårdbrand nær Ulfborg.

Her havde ilden ifølge indsatslederen fået fat i nogle halmballer i gårdens maskinhus, 

- Der var en masse røgudvikling og flammerne stod ud gennem taget. Da jeg ankom, var folkene fra stationen i Ulfborg allerede godt i gang med slukningsarbejdet, siger Mogens Eliasen.

- Da vi fik organiseret indsatsen, vurderede vi, at det var forsvarligt nok at lade landmanden redde sine maskiner ud, så de ikke gik til, forklarer han.

Heldige med vindretningen – ingen dyr i fare

Nordvestjyllands Brandvæsen har nu fået styr på branden, der kunne have bredt sig til andre bygninger med dyr, hvis vindretningen havde været en anden.

- Heldigvis blæser vinden væk fra stalden med dyr, så vi har været ret heldige.

- Nu skal vi have halmballerne ud, så vi kan sprede dem og slukke dem ordentligt. Vi skal bare være opmærksomme på vinden, så det ikke lige pludselig løber løbsk, men vi har styr på det hele, lyder det fra indsatslederen.

Indsatslederen forventer, at slukningsarbejdet kommer til at fortsætte et par timer endnu.