Landmand gik konkurs - så købte de fire sønner hans mejetærsker

Fire brødre fra Bøvlingbjerg købte den mejetærsker, der tilhørte deres far før konkursen. Nu drømmer de også om at købe gården.

01:48

Brødrene Nicolajsen foran den New Holland- mejetærskeren. Se indslaget her. Video: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det gælder om at stå sammen i modgang. 

Og det er præcist, hvad de gør i familien Nicolajsen fra Bøvlingbjerg ved Lemvig. 

I foråret gik Ole Nicolajsen konkurs med sit landbrug, og det var naturligvis en begivenhed, der påvirkede hele familien.

- Vi har prøvet at holde sammen det bedste, vi har lært i den svære periode. Rent psykisk er det en voldsom omgang at komme igennem. Det er uhyggeligt svært, siger han.

Familiens ejendom og maskinpark blev solgt i forbindelse med konkursen.

Men familien Nicolajsen lader sig ikke sådan slå ud.

De fire sønner, Jens Jacob, Carl Emil, Kristian og Nicolaj, besluttede sig for at købe faderens mejetærsker - en New Holland CX 840 - tilbage og bruge den til at høste for andre landmænd.

  Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Mejetærskeren har nemlig en helt særlig betydning for familien. 

- Vi vidste, at det var en forholdsvis sikker investering. Det er vores mejetærsker - den har vi kørt med, nusset om og lavet små detaljer på gennem tiden, siger en af de fire brødre, Jens Jacob Nicolajsen.

Og far Ole sætter stor pris på deres initiativ.

- Man er jo voldsom stolt, når de har lyst til at fortsætte det, som man har gået og arbejdet med gennem mange år, og som de også har været en stor del af, siger han.

Og måske stopper det ikke ved mejetærskeren. Brødrene drømmer nu også om at købe gården tilbage.

- Der er mange følelser og minder bundet i det sted, siger Jens Jacob Nicolajsen.