Landmand fik uventet besøg: Pludselig stod der fremmede i stalden

Nogle aktivister valgte at dukke op på Lars Kristensens gård for filme og tage billeder.

Lars Kristensen i den stald, hvor aktivisterne gik ind.
Lars Kristensen i den stald, hvor aktivisterne gik ind.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Landmand Lars Kristensen fra Frederiks fik onsdag eftermiddag uanmeldt besøg.

Han opdagede en række personer, da de stod i og omkring hans stald og filmede hans køer. Deres biler holdt parkeret ude foran stalden. For at få dem i tale valgte han at spærre deres biler inde og ringe til politiet.

Blot en time senere fik landmand Nadja Larsen fra Frederiks også besøg.

- De har været, hvor vi har døde dyr, og så fangede jeg dem så omme på den anden side af stalden, hvor de så har filmet ind igennem, forklarer hun.

Hun spurgte ikke, hvem de var, men fik dem til at slette deres videomateriale.

Lars Kristensen lukkede aktivisterne biler inde og ringede efter politiet.
Lars Kristensen lukkede aktivisterne biler inde og ringede efter politiet.
Foto: Privat

Veganske aktivister

De ubudne gæster viste sig at være en gruppe af veganske aktivister. En af dem var dyrerettighedsaktivisten Ulrik Myrtue fra Aarhus.

- Vi gør det for at vise et andet billede af industrien, end industrien selv viser, så vi kan fortælle dyrenes historie, forklarer han.

Han har med gruppen ’Go Vegan’ tidligere demonstreret her i landsdelen. I løbet af ugen har han med The Save Movement protesteret foran flere slagterier.

- Vores budskab er, at man kan spise planter i stedet for dyr, siger Ulrik Myrtue.

Ulrik Myrtue har med gruppen ’Go Vegan’ tidligere demonstreret her i landsdelen. Her ses til venstre med skiltet
Ulrik Myrtue har med gruppen ’Go Vegan’ tidligere demonstreret her i landsdelen. Her ses til venstre med skiltet
Foto: Arkiv

Bekymret for sygdomme

Lars Kristensen mener ikke, at aktivisternes tilstedeværelse var i orden. Han pointerer også, at de kunne have bragt sygdomme ind i stalden.

- Men det var egentligt frækheden, der gjorde mig mest harm. Det er mangel på respekt, siger han.

Han håber, at de en anden gang vil ringe i forvejen.

- Vi vil egentligt frygteligt gerne have, at folk kommer og kigger på, hvad vi laver. Men på den rigtige måde, hvor man lige henvender enten med telefonen eller ved hoveddøren, siger han.

Han skal dog ikke forvente flere besøg, fortæller Ulrik Myrtue.

- Det er ikke noget, jeg arbejder med. Det her var en spontan ting, fordi vi lige så gården. Det er ikke noget, vi bruger som aktivisme, forklarer han.

2:30