Landmænd skal pleje naturen - nu får de 130 millioner til det

Miljø- og Fødevareministeriet er gået sammen med flere bidragsydere om 130 millioner til at pleje sjælden og truet natur.

Natur
Foto: Scanpix / Jens Nørgaard Larsen

Sjælden og truet natur skal beskyttes. Og det mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) sammen med EU kræver 130,1 millioner kroner, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Her i landsdelen er kommunerne, Vesthimmerland, Viborg og Skive, sammen med fem andre jyske kommuner og seks lokale landboforeninger involveret i projektet, der hedder "EU LIFE IP Natureman".

- Landmænd er vigtige naturforvaltere, men i dag kan det være uoverskueligt og dyrt at give sig i kast med naturpleje. Det vil gavne både samfundet og den enkelte landmand, hvis vi kan gøre naturpleje til en indtægt frem for en udgift. Det er afgørende, at udviklingen er båret af erhvervet og det lokale initiativ, og derfor glæder jeg mig over, at både landbruget og kommunerne tager del i projektet, da disse parters opbakning er helt afgørende for succes, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Ud over EU er også Aage V. Jensens fonde, 15. juni Fonden og de otte kommuner med til at finansiere projektet.