Landmænd råber på hjælp efter lang tørkesommer

De danske landmænd er i krise efter en lang tørkesommer. De beder nu politikerne om hjælp.

Thorkil Abildgaard og andre danske landmænd beder politikerne om hjælp efter en lang og tør sommer.
Thorkil Abildgaard og andre danske landmænd beder politikerne om hjælp efter en lang og tør sommer.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

6,4 milliarder kroner. Så meget koster sommerens tørke dansk landbrug, lyder regnestykket fra Landbrug & Fødevarer. Efter den værste tørke i mere end hundrede år var der i dag kaldt til krisemøde i København. For landmændene beder nu politikerne om hjælp.

En af dem, der mærker problemerne på egen bedrift, er Thorkil Abildgaard fra Salling. Han hilser landbrug- og fødevareministerens håndsrækning velkommen. Dog med forbehold.

- Det er godt, men det er ikke godt. Vores krise i landbruget er og bliver en finansiel krise, siger Thorkil Abildgaard.

Tørkelån til landmændene

Landmanden har godt 150 konventionelle køer, og han forventer en halvering af årets majsudbytte sammenlignet med sidste år. Han mener derfor, at penge kan blive den eneste redning for mange.

- Jeg tænker tørke-lån. Og der mener jeg, staten skal gå ind og garantere en lav rente, siger Thorkil Abildgaard.

Er det ikke et vilkår, at man bliver nødt til at spise på flere heste?

- Jo, det er et vilkår, at man kan det, men der er så nogle af kollegaerne, som har været presset af pengeinstituttet til, at man ikke må have lagre til at ligge. For det er jo penge, der er bundet, så de har krævet, at de lagre skulle realiseres, siger Thorkil Abildgaard.

Det handler altså om foder til dyrene. Heldigvis har sallingboen et lager fra sidste år, han foreløbigt kan trække på, men det begynder at knibe.

- Vi tåler ikke en uge mere, hvor det bliver tørt, siger landmanden.

Mens pengene foreløbigt bliver i statskassen, vil landbrug- og fødevareministeren kigge på en mere permanent ændring af reglerne af hensyn til vejret.    

1:31
Landmændene beder politikerne om hjælp mod tørken.