Landdistriktsformand: Statslig opgave at rive huse ned

Høring i Folketinget om nedrivning af faldefærdige huse i landdistrikterne

Steffen Damsgaard mener det er vigtigt at bevare puljen til nedrivning af faldefærdige huse i landdistrikterne
Steffen Damsgaard mener det er vigtigt at bevare puljen til nedrivning af faldefærdige huse i landdistrikterne
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Istandsættelse af dårligt vedligeholdte boliger i land- og yderområderne, er onsdag på dagsordenen i Folketinget, hvor Udvalget for Landdistrikter og Øer afholder en høring om emnet.
    
Hos Landdistrikternes Fællesråd, der repræsenterer en lang række land-, yder- og mellemkommuner rundt i hele landet, mener formanden Steffen Damsgaard fra Lemvig, at den statslige nedrivningspulje til at fjerne faldefærdige rønner og lignende er vigtig.
    
- Hvis vi vil skabe bedre forudsætninger for at bo og leve i alle dele af Danmark, skal vi også sikre en nedrivningspulje, der kan hjælpe kommunerne med at fjerne faldefærdige huse og andre bygninger, siger han og tilføjer, at faldefærdige huse kan gøre det svært for de mindre lokalsamfund at tiltrække nye tilflyttere.

Mange tomme huse      

En rapport fra KORA viste tidligere på året, at antallet af tomme huse er vokset med 50 % på 15 år i landsogne langt væk fra de større byer. I nogle landområder står mere end hvert fjerde hus tomt, og rigtig mange af dem er klar til at blive revet ned.
    
Det billede bliver bekræftet af landets borgmestre. I en rundspørge til 31 landkommuner, som Landdistrikternes Fællesråd tidligere har udført, erklærer samtlige borgmestre sig således enige i, at nedrivningspuljen spiller en afgørende rolle for at kunne udvikle og forbedre landdistrikterne.

Kun to ud af de 31 kommuner mener, at de kan klare sig med færre midler, og 13 kommuner angiver et behov for flere eller markant flere midler.

Større indsats     

- Det bekræfter os i, at der ikke er sat nok midler af. Der er simpelthen behov for en meget større indsats, end det, der er lagt op til i de kommende år, siger formand Steffen Damsgaard.    

Til onsdagens høring skal politikerne diskutere omfanget og udviklingen i antallet af nedrivningsparate huse. I den forbindelse skal de tale om kommunernes problemer og udfordringer med tomme huse og deres behov for nedrivningspuljen.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard fra Lemvig, deltager i høringen.