Landdistrikter: Udligningssystemet fungerer ikke

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, er utilfreds med det nuværende udligningssystem. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Landdistrikter: Udligningssystemet fungerer ikke

Landdistriktskommunerne bliver snydt af det nuværende udligningssystem, mener Landdistrikternes Fællesråd.

Der er brug for en ny udligningsreform, mener Landdistrikternes Fællesråd.

I en pressemeddelelse fortæller Landdistrikternes Fællesråd, at man bør afskaffe hovedstadsudligningen og hæve landudligningen.

- Det oprindelige formål med udligningen mellem kommunerne var at sikre en nogenlunde ens service for borgerne, uanset om de bor på Frederiksberg eller i Frederikshavn. Det gør det nuværende udligningssystem ikke, og derfor skal det laves om, siger formand Steffen Damsgaard.

Sådan fungerer udligningssystemet

  • Udligningssystemet skal udligne forskelle i udgiftsbehov og beskatningsgrundlag mellem kommunerne for at sikre et mere ensartet forhold mellem skatteniveau og serviceniveau.
  • Tilskuds- og udligningssystemet består af et bloktilskud samt en landsudligning, en hovedstadsudligning og en tilskudsordning for kommuner med underskud.
  • Udligningen beregnes ud fra en kommunes beregnede overskud eller underskud. Det strukturelle overskud eller underskud opgøres som forskellen mellem en kommunes udgiftsbehov og kommunens skatteindtægter.
  • Hvis en kommune har et underskud, vil den i landsudligningen modtage et tilskud svarende til 61 pct. af det strukturelle underskud. Hvis den har et overskud, skal den betale 61 pct. heraf til ordningen. 

    Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet

Skæv fordeling mellem kommunerne

Når man sammenligner de 34 kommuner, som er med i hovedstadsudligningen, med resten af landets kommuner, viser det sig, at borgerne uden for hovedstadsområdet tjener mindre og betaler en større del i skat. Samtidig er provinskommunernes udgifter til overførselsindkomster højere, mens de bruger færre penge på ældre, skoler og daginstitutioner.

- Vi foreslår, at Folketinget skaber en bedre balance ved gradvist at udfase hovedstadsudligningen og tilsvarende hæve landsudligningen. Det handler om at lægge en fair og stabil bund under de kommunale budgetter, særligt i landdistriktskommunerne, der i forvejen har en meget presset økonomi, siger Steffen Damsgaard.

Et finansieringsudvalg under Økonomi- og Indenrigsministeriet præsenterer inden længe en rapport med anbefalinger om det kommunale tilskuds- og udligningssystem.

Læs også Udligningsreform rammer skævt