Landbrugsskoler frikendt

Slipper for at betale milliontilskud tilbage til staten

Seks landbrugssskoler - blandt andre Borris og Asmildkloster i Viborg - skal ikke betale 50 millioner kroner tilbage til Undervisningsministeriet, skriver Landbrugsavisen.

Pengene blev udbetalt som tilskud til udenlandske landbrugselever, og skolerne kom i søgelyset, efter at de i Fagbladet 3F blev beskyldt for at omgå reglerne og ikke tilbyde den rigtige undervisning til de udenlandske elever.

Nu har Undervisningsministeriet i en rapport slået fast, at der ikke er grundlag for kræve pengene tilbage.

Problemet har ifølge Landbrugsavisen været, at de udenlandske elever på en to-årig opholdsuddannelse ikke kunne nå at gennemføre uddannelsen til faglært landmand. Siden er uddannelsen ændret, og de udenlandske elever kan nå at blive landbrugsassistenter på to år.