Skovmaskine i brand: Ramte højspændingsledninger

En mand fik stød, og hans maskine gik i brand, da han ramte nogle højspændingsledninger under skovarbejde.

brandpix
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Mandag morgen omkring klokken ni var en mand i gang med at samle træstammer med en skoventreprenørmaskine i en skov på Høgildvej ved Karup.

Maskinen ramte nogle højspændingsledninger, og der gik strøm gennem både den og manden. Der gik ild i maskinen, mens det er uvist, hvor meget strøm manden fik gennem sig.

- Måske har han fået meget strøm igennem sig, måske har han kun fået et rap over fingrene. Det er uvist. Han er chokeret og rystet og er kørt til tjek på sygehuset, siger Anders Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Indsatslederen fra Midtjysk Brand og Redning oplyser, at fordi der er kommet en del vand, så var der ikke fare for skovbrand, og brandfolkene fik hurtigt branden under kontrol.

- Der er ikke fare for noget her ude, så vi holder afstand fra ledningerne, for vand og strøm er en ret dårlig kombination, siger Anders Dahl Jensen.

Strømmen er afbrudt på stedet, og Energiselskabet er på. De vil genetablere strømmen. Desuden skal maskinen fjernes - det vil dog ikke give trafikale problemer.