Landbruget: Ny fond kan gavne op til 200 landmænd

Landbruget ser ny fond som en håndsrækning til dygtige, men forgældede landmænd.

Martin_Merrild.jpg

Organisationen Landbrug & Fødevarer tager godt imod den nye landbrugsfond, Dansk Landbrugskapital, der skal hjælpe forgældede landmænd på fode igen.

- Vi har længe efterlyst initiativer, som kan hjælpe de landmænd, der i dag ikke kan få finansiering til ellers sunde projekter, fordi pengeinstitutterne er tilbageholdende, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Han vurderer, at op mod 200 landmænd vil få gavn af den nye redningsfond.

Dansk Landbrugskapital har i første omgang en milliard kroner at gøre godt med, men håbet er at nå op på to milliarder.

Pengene kommer dels fra staten, dels fra tre pensionsselskaber - ATP, PKA og Pension Danmark.

Målgruppen er landmænd, som på grund af gæld ikke kan foretage de nødvendige investeringer, som vil gøre bedriften rentabel.

Men alt har en pris - også de lån, som de forgældede landmænd vil kunne optage i den nye fond.

- Vi er godt klar over, at disse nye lånemuligheder har en pris, der afspejler markedsrenterne.

- Det afgørende er derfor, at den enkelte landmand har et virkelig sundt projekt, hvis fondens tilbud skal være attraktivt, siger Martin Merrild.

Også Fødevareforbundet NNF, der organiserer de ansatte på landets slagterier, glæder sig over initiativet.

- Jeg glæder mig over, at der nu kommer nye muligheder for landmænd, som har bevist, at de kan tjene penge og køre deres forretning, men som er blevet hårdt ramt af finanskrisen og dens følger, siger forbundsformand Ole Wehlast i en skriftlig kommentar.

De ansatte på slagterierne har en klar interesse i, at det går landmændene godt, understreger han.

- Flere danske slagtesvin giver flere danske arbejdsplader. Flere liter dansk mælk giver flere arbejdspladser. Flere danske kreaturer giver flere danske arbejdspladser, siger han.

Forventningen er, at Dansk Landbrugskapital kan yde de første lån i begyndelsen af 2017.