Ny regering vil reducere klimagasser: Landbruget i tvivl om, hvor pengene skal komme fra

En landmand fra Venø er klar til at gøre en forskel, men han ved ikke, hvordan han bliver kompenseret af den nye regering.

Søren Christensen, formand i Vestjysk Landboforening, er i tvivl om, hvordan det nye tiltag skal finansieres. Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF har lavet et forståelsespapir, der gør, at Mette Frederiksen kan lave en mindretalsregering. I de forståelsespapirer vil den nye regering have bindende reduktionsmål for landbrugets udledning af klimagasser.

Der er mange fugle på taget lige nu

Søren Christensen, formand, Vestjysk Landboforening

Det er Vestjysk Landboforening sådan set med på. Det store spørgsmål er bare, hvordan reduktionen skal finansieres.

Læs også Japanere studerer gylle i Vestjylland

- Vi fra landbruget har spillet positivt ud sammen med de grønne organisationer. Så vi er sådan set i gang – vi venter bare på, at man får fundet de penge, og man får fundet ud af, hvordan det skal løses det her. Der er mange fugle på taget lige nu, men hvem, der skal betale, det er man ikke helt i mål med, siger Søren Christensen, der er formand i Vestjysk Landboforening.

Et af de redskaber, regeringen vil tage i brug for at nå målsætningen, er en såkaldt jordreform.

En jordreform er en omfordeling af landbrugsarealet, og regeringens forslag går på, at nogle landbrugsarealer skal omlægges til natur.

Kompensation er det store spørgsmål 

En af de landmænd, der er åben for en jordreform, er Hans Peter Jensen, der bor på Venø.

Han har marker, der kan omlægges fra landbrug til natur. Det kan være med til at øge biodiversiteten i området. Men hvis noget af hans landbrugsareal skal omlægges, så fjernes en del af hans indtægtsgrundlag.

- Udfordringen er, at jeg skal kompenseres – altså have penge. Der findes inden for landbruget faktisk en færdig køreplan for, hvordan man kan udlægge ting til landbrug. Men det kræver selvfølgelig, at når man tager et årsværk væk fra mig, så skal jeg have noget andet at leve af – så skal jeg kompenseres for det, siger Hans Peter Jensen.

Landmanden har fået en alder, hvor han er begyndt at tænke på, hvad der skal ske med hans landbrug, når han begynder at trappe ned.

Læs også Landmand opfinder ukrudts-stribe: Nu har den bredt sig til hele landet

En af mulighederne er at sælge sin jord til en anden landmand, der så dyrker videre på jorden.

Men for Hans Peter Jensen tiltaler det ham mere, at jorden i stedet skal gå til at skabe mere natur.

Fællesskabet er vigtigt

Det kan være svært for det danske landbrug, at landmændene ofte skal omlægge for at tilgodese forskellige ting.

Men denne omlægning kan Vestjysk Landboforening godt være med til, hvis de bliver hørt og taget seriøst i de snakke, der skal være omkring det.

- Jeg synes, at vi kan leve med det, hvis vi bliver hørt i de ting, hvor vi skal nå mål. Jeg er altid bekymret for, når man får en målrettet reduktion, der siger ”nu skal du bare gøre sådan”, men hvis vi kan være med til bordet og deltage i det, det ser jeg som noget positivt, siger Søren Christensen.

Formanden peget på, at målene kan nås, hvis man står sammen.

- I fællesskab kan vi nå rigtig langt i stedet for bare at lave tiltag, som siger, at man skal gøre sådan og sådan. Det får man ikke folk med på

Landbruget håber, at omlægningen af jord fremover kan kompenseres delvist via EU's landbrugsstøtte. Men en ny aftale fra EU om landbruget forventes først klar i 2021.

02:29

Den nye regering vil have bindende mål for reduktionsmål for landbrugets udledning af klimagasser. Vestjysk Landboforening ved ikke, hvordan det skal finansieres.

Luk video