Landbrug og fødevarer ændrer organisation

Landbrug & Fødevarer ændrer nu sin organisation med det formål at styrke rådgivningen af landmændene, så de står bedre rustet til fremtiden.

Landrug høst

Vidensinstitutionen SEGES, der beskæftiger 630 medarbejdere, bliver fremover en del af Landbrug og Fødevarer med Anne Lawaetz Arhnung i spidsen som direktør. Det er ambitionen, at SEGES skal være en uundværlig innovations- og udviklingsvirksomhed, der kan levere de bedste løsninger til landmændene.

Som noget nyt kommer SEGES’ brugere - rådgivningsvirksomhederne – langt tættere på prioriteringer, beslutninger og det forretningsmæssige samarbejde. 

- Dansk landbrug står over for mange forandringer. Vi har brug for, at SEGES kommer tættere på landmændene, så ny viden og nye løsninger hurtigt kan implementeres ude på bedrifterne. Vi vil rykke tættere sammen i landbrugets organisationer og etablerer derfor én samlet, forenklet struktur. Det nye SEGES bliver mere strømlinet, fokuseret og fleksibelt og vil involvere landmænd og rådgivning mere end hidtil, siger formand for L&F, Martin Merrild.

SEGES’ bestyrelse bliver nedlagt og erstattet af et forretningsudvalg, som vil inkludere rådgivningsvirksomhederne, der arbejder tæt sammen med den nye direktør og L&Fs Primærbestyrelse. Anne Lawaetz Ahrnung fortsætter i L&Fs direktion som viceadministrerende direktør.