Landboformand om landbrugshjælp: Redder ingen tørkeramte landmænd

Fredag formiddag blev en ny hjælpepakke til landbruget præsenteret. Den bliver mødt af kritik fra branchen.

Finansminister Kristian Jensen (V) samt landbrugsordfører Lise Bech (DF), Peter Skaarup (DF), miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og fødevareordfører Simon Kollerup (S) under doorstep, efter afsluttende forhandlinger om en hjælpepakke til landbruget,
Finansminister Kristian Jensen (V) samt landbrugsordfører Lise Bech (DF), Peter Skaarup (DF), miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og fødevareordfører Simon Kollerup (S) under doorstep, efter afsluttende forhandlinger om en hjælpepakke til landbruget,
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blevet enige om en ny hjælpepakke til landbruget. Det kommer ovenpå den tørre sommer og indeholder en række tiltag, der skal tilføre landbruget 380 millioner kroner.

- Jeg er ked af at lyde utaknemmelig, men den her hjælpepakke redder ingen tørkeramte landmænd. Det er en minimal pakke på 380 mio. kr., som skal ses i forhold til et samlet tab på over seks mia. kr. på grund af tørken, siger Claus Clausen, der er formand for Landbo Limfjord.

Det forlød i sommer under tørken, at landbruget ville blive hjulpet med 700 mio. kr. Kritikken fra Limfjord Landboforening bliver bakket op af Landbrug & Fødevarer, der beskriver hjælpen som et meget lille plaster på såret.

- Det er selvfølgelig vigtigt og positivt, at politikerne kigger vores vej, når vi har så hård en tørke. Den pakke, der er kommet nu, hjælper dog kun en lille del af landbruget, skriver Lars Hvidtfeldt, der er viceformand i Landbrug og Fødevarer, i en pressemeddelelse.

4:12
TV MIDTVEST fra 6. september 2018. Millionstor hjælpepakke på vej til landbruget oven på tørken.

Ment som økonomisk håndsrækning

Regeringen, DF og Socialdemokratiet præsenterede fredag formiddag den nye landbrugspakke.

- Med denne pakke giver vi en økonomisk håndsrækning, der på den korte bane kan mærkes, men vi indfører også tiltag, der reducerer risikoen for, at landbruget kommer til at stå i en lignende situation, siger Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Den økonomiske håndsrækning er dog ikke nok, hvis man spørger hos Limfjord Landboforening. Her havde man gerne set, at politikerne havde taget skridtet videre.

- Hvis man ønskede at hjælpe nogle landmænd, skulle der andre tiltag til, siger Claus Clausen.

Regeringen vil sammen med DF og S diskutere emnet igen i 2019, når landbrugets samlet tab for 2018 er gjort op.