Landboformand hilser grænsehegn velkomment

Vildsvinehegn langs grænsen skal beskytte den danske svineeksport mod afrikansk svinepest. Risikoen er reel, siger formand for Landbo Limfjord.

Det er et godt tiltag, at regeringen med Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i spidsen, vil opsætte et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse for at den berygtede afrikanske svinepest, kommer til Danmark.

Det siger formand for Landbo Limfjord, Claus Clausen til TV MIDTVEST.

- Alle de tiltag der kan sættes i værk for at forhindre svinepest, skal gøres. For det er så store summer, der er på spil, at det vil være en katastrofe for dansk landbrug at få det, forklarer han.

Kan miste 11 milliarder kroner med et udbrud

I alt er den danske svineeksport på 30 milliarder kroner årligt. Hvis svinepesten skulle komme til Danmark vil tredjelande øjeblikkeligt lukke ned for import af dansk svinekød, skriver miljø- og fødevareministeriet i dag i en pressemeddelelse. Det vil koste Danmark 11 milliarder kroner.

- Risikoen for at få den afrikanske svinepest til Danmark er reel, mener Claus Clausen og fortsætter.

- Vi ER truet, for svinepesten vandrer lige så stille mod vest. Jo tættere, den kommer på den danske grænse, jo værre ser det ud.

Senest udbrud i Tjekkiet

Senest er den afrikanske svinepest fundet i Tjekkiet. På den baggrund har regeringen og Dansk Folkeparti indgået en aftale om en række initiativer, som skal forhindre afrikansk svinepest i at nå til Danmark. Blandt andet grænsehegnet.

Samtidig hæves bødestørrelsen væsentligt for overtrædelser, som medfører risiko for at bringe afrikansk svinepest til Danmark. Det kan for eksempel være ved utilstrækkelig rengøring af dyretransportere, ulovlig indførsel af fødevarer eller ulovlig fodring med madaffald.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er vigtigt, at vi handler før, det er for sent. Derfor er jeg også tilfreds med, at vi hæver bødestørrelsen, så vi slår hårdt ned i forhold til lovovertrædelser, som indebærer risiko for at sprede afrikansk svinepest, siger landbrugsordfører Orla Østerby (K). 

Der skal ny lov til

Det kræver en ny lov at etablere vildsvinehegnet på knap 70 km langs den dansk-tyske grænse. Det forventes, at hegnet bliver 1,5 meter højt, mens det graves cirka 50 cm ned i jorden. Der vil blive opsat færiste eller låger ved de gangstier, der krydser den dansk-tyske grænse og vejtrafik over grænsen kan fortsat ske uhindret i overensstemmelse med Schengenreglerne.

Andre lande frygter også svinepesten

Polens regering forventes i næste uge at tage stilling til et vildthegn langs landets østlige grænse, mens man i Tjekkiet allerede har opsat et vildthegn, der isolerer vildsvin med afrikansk svinepest i et bestemt område, med det formål at udrydde sygdommen.

Afrikansk svinepest er uskadelig for mennesker og andre dyr end vild- og tamsvin.

 

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti indeholder følgende initiativer:

  • Etablering af vildtsvinehegn ved den dansk/tyske grænse
  • Ændring af vildtskadebekendtgørelsen ift. øget regulering af vildsvin
  • Øget overvågning i vildsvinepopulationen og gratis undersøgelser af nedskudte vildsvin i Danmark for husdyrsygdomme
  • Intensiveret indsats i Sønderjylland på statens arealer og på private arealer
  • Faglig opgradering af schweissregistret
  • Styrket samarbejde med Danmarks Jægerforbund
  • Jagtlejekontrakter
Veterinær indsats
  • Lovforslag om skærpelse af bødeniveauet ift. lovovertrædelser, som har relation til smitterisiko for afrikansk svinepest og andre alvorlige husdyrsygdomme
  • Styrkelse af det veterinære beredskab
  • Opsætning af skilte på rastepladser
  • Intensivering af informationskampagne ift. smittebeskyttelse og madaffald
  • Rådgivning til frilandsbesætning om smitterisiko fra madaffald