Laks på land kan skabe millardforretning i USA

Langsand Laks har stor succes med at opdrætte laks på land - så stor succes, at de nu er på jagt efter en millardinvestering for at udvide til USA.

Sidste år producerede Langsand Laks 800 tons laks, men om ti år er målet, at der skal produceres 90.000 tons. Foto: Sean Kelly Christensen

Langsand Laks fra Hvide Sande er tæt på at slå igennem internationalt med deres forretning.

Virksomheden opdrætter Laks, og det er der så stor efterspørgsel efter, at de nu søger investorer, der vil investere 100 millioner dollars i ny aktiekapital. Derfor er grundlægger og teknisk direktør i Langsand Laks, Thue Holm, i øjeblikket i Norge.

- Vi har også været andre steder, hvor interessen var enorm. Men her i Norge forstår de sig på laks, siger han. 

Det specielle ved Langsand Laks er, at virksomheden opdrætter deres laks på land - modsat de laks der fanges vildt i verdenshavene. Fordelen ved netop den metode er, at landanlæg belaster miljøet minimalt, fordi vandet hele tiden renses og genbruges. 

Kan blive blandt de største lakse-selskaber i verden

Sidste år eksporterede Langsand Laks 800 ton fisk, men det tal kan stige til et næsten astronomisk tal, når et nyt anlæg, efter planen skal stå klar i Florida i USA.

Anlægget bliver ti gange så stort som anlægget i Hvide Sande, og det vil årligt kunne producere 90.000 tons laks.

- Det kan placere os oppe blandt de ti største lakse-selskaber i verden inden for en tidsramme på ti år, siger Thue Holm.

Direktør for brancheforeningen Dansk Akvakultur, Brian Thomsen, ser også et stort potentiale i virksomhedens foretagende:

- Når man ser på udviklingen gennem de seneste 30 år, så er den vækst, der har været i produktionen af fisk, ene og alene kommet fra akva-kultur, siger han.