Lakeringsfirma i flammer

I eftermiddag opstod der brand ved Herning Bilpleje og Autolak i Lind

Ved 15-tiden rykkede Herning Brand og Redning ud til en brand ved en autolakerer i Lind. Her stod dele af bygningen i flammer, da brandbilerne nåede frem.

 - Jeg formoder, at det er en teknisk fejl ved en ventilator i forbindelse med udluftningen, som har fået branden til at opstå. Herefter er der gået ild i skorstenen og bredt sig til tagkonstruktionen, siger Kaj Aage Troelsen, der er indsatsleder ved Brand og Redning Herning.

Mindre skader

Branden forårsagede ikke de store skader i virksomheden. Det er tagplader, underbeklædning, skorsten og ventilator, der er gået tabt i flammerne.Brandvæsenet forventer at være færdige med slukningsarbejdet ved 17-tiden.

(Arkivfoto)