Lærke Møller ude mindst 4-6 uger

Lærke Møller ude mindst 4-6 uger

Team Tvis Holstebro-spilleren Lærke Møller kom slemt til skade i kampen mod Ringkøbing Håndbold. Hun er ude med en brækket skulder i minimum 4-6 uger, men cheftræneren frygter, at knæskaden er langt mere alvorlig. (Foto: Ringkøbing Håndbold)

Lærke Møller blev slemt skadet i gårsdagens kamp mod Ringkøbing Håndbold. Hun fik en hård tackling, faldt tungt til jorden og slog både skulder og knæ.

- Vi ved, at hun har et brud i skulderen. Det er ikke vanvittigt farligt eller kompliceret, men det holder hende nok ude i 4-6 uger, siger cheftræner Pether Krauthmeyer.

Det ser langt værre ud med det knæ, som Lærke Møller har døjet med gennem hele karrieren. Hun skal MR-scannes senest i morgen og får svar på scanningen om fire-fem dage.

Cheftræneren fortæller, at han lige nu håber det bedste - at det "kun" er ledbåndet, der er gået i stykker. Det vil betyde en pause på 4-6 uger.

- Men vi frygter, at hele knæet er gået i stykker. Så er det nærmere et års pause, der venter. Nu må vi se, hvad scanningsbillederne viser, siger Pether Krauthmeyer.

Frygter VM- og OL-afbud

Lærke Møller har gennem hele karrieren været stærkt plaget af skader. Det er ofte knæet, der har voldt playmakeren problemer.

- Lærke er utroligt ked af det. Hun tænker selvfølgelig både på VM på hjemmebanen og på OL-deltagelsen til sommer. Hun har kæmpet med modgang i mange år, men hele foråret har hun været skadesfri. Så det er rigtigt uheldigt, at hun skulle rammes af sådan en tackling nu, siger Pether Krautmeyer.

Også for Team Tvis Holstebro kan skaden blive dyr. Klubben er kommet skidt fra start i Boxerligaen med kun én sejr i de første fire kampe, og tabet af Lærke Møller kan blive dyrt.

- Hun har stor betydning. Hun er kaptajnen, vores ansigt udadtil og så er hun leder både på og udenfor banen, siger træneren.

Landstræner ærgerlig over afbud

Den hårde medfart tirsdag aften betyder, at Lærke Møller også må melde afbud til den træningstur, landsholdet skal på til Makedonien. Turen skal fungere som optakt til EM-kvalifikationen.

Det ærgrer landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, at han må tage afsted uden playmakeren.

- Det er sindssygt ærgerligt for Lærke, og det er selvfølgelig også ærgerligt, at vi må undvære hende.

- Til sidste samling, hvor vi havde fokus på 5-1-forsvaret, var hun rigtig stærk, og samtidig er hun også god i angrebsspillet og er meget gennembrudsstærk, siger landstræneren.

Han udtager ikke en erstatning for Lærke Møller.

- Som det ser ud lige nu, har vi kun kampe og ingen træning i Makedonien. Uden træning vil det være alt for svært for en helt ny spiller at skulle gå ind og dække i forsvaret, som jeg gerne vil have det.

- Det er simpelthen ikke rimeligt at kaste en ny spiller direkte i kamp, siger Klavs Bruun Jørgensen.