Lærke Møller skadet

Team Tvis-Holstebro-playmakeren Lærke Møller blev tirsdag aften skadet under udekampen mod Ringkøbing. En kamp, som TTH tabte med 37-30.

laerkeMoeller.jpg

Den skadesplagede Team Tvis-Holstebro-playmaker måtte bæres fra banen efter blot 5 minutters spilletid. En hård tackling sendte den 26-årige håndboldspiller til tælling. 

- Lærke bliver tacklet hårdt og slår sit knæ og sin skulder. Det ser ud som om, der er et vrid i knæet, men vi ved det ikke endnu, siger Jørgen Hansen, der er næstformand i klubbens bestyrelse til TV MIDTVEST.

Lærke Møller har gennem meget af sin karriere kæmpet med skader, men den seneste sæson har hun været fit for fight. Derfor ærger skaden også klubben ekstra meget. 

- Vi har brug for Lærke, og det har landsholdet også, men mest af alt, så er vi så kede af det på hendes vegne, fortæller Jørgen Hansen og fortsætter:- Vi står svækket, hvis vi skal spille flere kampe uden Lærke. I dag blev vi særlig hårdt ramt, fordi Jette Hansen og målmand Cecilie Solberg også sad udenfor og flere af vores centrale spillere er småskadede. Vi måtte spille med fløjspillere i bagkæden for at få det til at hænge sammen. 

Lærke Møller blev undersøgt af holdets fysioterapeut og derefter kørt til skadestuen i Herning af sin kæreste for at blive undersøgt nærmere. 

Hvor galt, det er gået, kan først afklares om nogle dage, når hævelsen er faldet.