Lærke Møller: Det er en hård tid

Lærke Møller maner til besindighed om sin håndboldfremtid. Hun er lige nu inde i et godt genoptræningsforløb, siger landholdsspilleren.

Laerke_Moeller_skadet.jpg

Dagen igennem har der været flere spekulationer i medierne om Lærke Møllers fremtid som håndboldspiller. De kommer i kølvandet på en artikel i JP, hvor Lærke Møllers fysioterapeut giver udtryk for, at håndboldstjernen ville have godt af en længere pause, gerne op til et år.

Nu har Lærke Møller udsendt en pressemeddelelse, hvor hun skriver følgende:

Det er en hård tid - og det har været hårdt længe. Men jeg er inde i en proces og et genoptræningsforløb, som går godt. Derfor er det alt for tidligt at drage forhastede konklusioner om min håndboldfremtid.

Jeg er så privilegeret at have Danmarks bedste eksperter (både læger og fysioterapeuter) til at arbejde sammen om projekt "Lærke Møller tilbage på toppen". Så alt i alt føler jeg, at min "sag" er i de bedste hænder. Jeg vil gerne understrege, at det er en proces, der netop er startet. Eksperterne er i gang og skal fremadrettet tale sammen, men nogen fælles konklusion findes der desværre ikke endnu.  

Fremskridt i processen gør, at jeg er optimistisk, men det er altså alt, alt for tidligt at sige noget om en tidshorisont. Det vil alt sammen være gætterier på nuværende tidspunkt.

Jeg vil gerne have ro om min genoptræning og ønsker ikke at besvare opkald om emnet - jeg skal nok selv melde ud, når der er nyt! Det håber jeg, at alle vil respektere.

På forhånd tak

Lærke Møller