Lærerformand: Det går ud over elevernes undervisning

​En ud af 10 lærere i folkeskolen er ikke uddannet som folkeskolelærer. Det er ærgerligt, mener Kredsformand for Vestjysk Lærerforening.

Voss kritiserer brugen af ikke uddannede vikarer som folkeskolelærere.
Voss kritiserer brugen af ikke uddannede vikarer som folkeskolelærere.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Alt for mange lærere på de danske folkeskoler er ikke uddannede vikarer. Det mener Kredsformand for Vestjysk Lærerforening, Torben Voss, efter at Jyllandsposten i dag kan fortælle, at hver tiende lærer er en vikar uden en lærerfaglig uddannelse.

- Jeg synes, at det er ærgerligt. Det går ud over elevernes undervisning. Der er lige blevet vedtaget en folkeskolereform, hvor eleverne skal blive så dygtige, som de kan. Det kræver altså uddannet personale for at gøre eleverne endnu dygtigere.

Torben Voss mener, at de ikke uddannede lærervikarer, der for eksempel kan være unge mennesker, der er i gang med et sabbatår efter gymnasiet eller lignende, ikke er i stand til at være der for eleverne på samme måde, som en lærer kan være det.

- En lærer er uddannet til at kunne undervise eleverne og tage det lange seje træk. En vikar kommer ind og kan ikke på samme måde lave det lange seje træk, som en lærer kan. Og man kan heller ikke forvente det. Så det vil mange gange være en anden undervisning, som måske ikke tager udgangspunkt i det formål, man har haft, fortæller han.

Også et problem her

Selvom tallene er landsdækkende, så fortæller Torben Voss, at det absolut også er et problem her i landsdelen. Det er dog også sæsonbetinget.

- I vores tre kommuner er problemet ikke stort lige omkring sommertiden. Vi har ikke mange, der er ansat i fuldtidsstillinger, som ikke er uddannet. Men lige så snart man kommer hen på den anden sid af sommerferien, så kommer der sygdom, der kommer barselsvikariater, så kommer der langtidsvarende sygdomme, og der er der, man ikke kan komme ud og finde nogle uddannede vikarer. Der er ingen uddannede vikarer i omløb. Så derfor benytter man skal af ikke uddannede vikarer.