Lærerforening: Et skråplan med frivillige i folkeskolen

I Viborg hjælper frivillige til i klasseværelserne, men det er et skråplan, mener de i den lokale lærerforening.

3:03
Nu skal frivillige også hjælpe til i folkeskolen. På Vestre Skole i Viborg er en gruppe ældre med i et nyt forsøg. Her skal de hjælpe til i de mindste klasser - men ikke alle er begejstrede for idéen.

Et pilotprojekt i Viborg, hvor frivillige ældre hjælper til i klasseværelserne skaber stor debat.

I dag melder Viborg Lærerkreds sig i koret af kritikere. Formanden mener, at de frivilliges hjælp er en farlig vej at følge.

- For mig at se er det et skråplan, vi kommer ud på, når vi begynder at overlade væsentlige opgaver i folkeskolen til frivillige. Der er brug for uddannede mennesker til at varetage den opgave, siger Flemming Kjeldsen, formand for Viborg Lærerkreds.

Mere ro til læreren

Vestre Skole i Viborg har siden starten af skoleåret benyttet sig af 12 frivillige ældre som et supplement til klasselæreren. Det har de været glade for på skolen.

- Jeg har den der ro til at sætte mig med de børn, der har brug for det. Så kan Anna Lise hjælpe med nogle af de børn, som er nemme at hjælpe, og så jeg får noget mere tid frigivet, siger Lene Thanild Schøler, der er dansklærer i 1.A.

Men det er en dårlig idé, mener mange af de Facebook-brugere, der kommenterede på vores artikel i går. Nu stemmer lærerkredsen i og frygter, at det vil få konsekvenser for fagligheden.

- Vi har hele tiden fokus på at få løftet folkeskolen fagligt. For mig at se kræver det en høj grad af uddannelse blandt de ansatte. Jo flere frivillige, der skal løfte en opgave, jo større er risikoen for, at vi ikke får det faglige løft, siger Flemming Kjeldsen, formand for Viborg Lærerkreds.

Venstre: De skal ikke erstatte lærerne

Formanden for børne- og ungdomsudvalget i Viborg Kommune, Claus Clausen (V), er dog ikke enig i kritikken. Han mener, at det er en god ordning og garanterer, at det aldrig vil blive en spareøvelse at bruge frivillige i stedet for lærere.

- De skal ikke erstatte lærerne, de skal være et supplement. Der kan være nogle enkelte ting, de er gode til, som de så skal have lov at bidrage med, hvorimod lærerne har spidskompetencen gennem læreruddannelsen, siger Claus Clausen.

Alle de frivillige har indhentet en børneattest i forbindelse med deres tilknytning til skolen.