Lærere må igen forberede sig hjemme i Struer

Flere kommuner indgår nu lokale aftaler om arbejdstid med lærere, der tillader igen tillader lærerne at forberede sig hjemme.

lærerforberedelse
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

 

Siden sommerferien har der været nye arbejdsforhold på Parkskolen i Struer, til stor glæde for blandt andet Karsten Gylling, der har været lærer siden 1981. Efter sommerferien blev det igen muligt for ham, at vælge om han vil forberede sig på skolen eller i hjemmet.

- Det er næsten som at vende tilbage til gamle dage, siger han. 

De gamle dage blev ellers erstattet af nye og udskældte arbejdstidsregler i 2014. Reglerne gav dog mulighed for, at lærerkredse og kommuner kunne lave nye aftaler om lærernes arbejdstid. Den chance har Struer Kommune nu grebet.

 

- Vi har den tilgang, at hvis vi har nogle motiverede medarbejdere, som er dygtige og som trives, så får vi meget mere ud af deres ressourcer i forhold til at gøre vores børn og unge så dygtige som de kan, siger Steen Jakobsen (V), der er formand for Børn- og Uddannelsesudvalget i Struer Kommune.

Kommunen oplever, at sygefraværet er faldet blandt lærerne efter de lokale aftaler. På Parkskolen mærker de også goderne.

- Lærerene er glade og tilfredse her, og jeg får en fleksibilitet, der gør, at en virksomhed kan drives meget bedre, siger Jesper Møller, der er skoleleder på Parkskolen. 

Tillid skaber kvalitet

Med folkeskolereformen, lockouten og de nye arbejdstidsregler blev der slået skår i forholdet til lærerne. På Parkskolen er tilliden ved at blive genvundet. 

- Ledelsen her har tillid til, at vi godt kan, og at vi klarer opgaven, præcist som vi kunne før 2014. Det betyder meget for vores selvforståelse, siger Helle Døj, der er fællestillidsrepræsentant og lærer på Parkskolen.

Fælles for kommune, skoleledelse og lærere er, at de i deres fælles aftaler arbejder mod et fælles mål: Kvalitet.

- Når man kommer ud, så er der en god stemning blandt vores medarbejdere, og det smitter af på børnene, forældrene og på hele skolen, siger Steen Jakobsen. 

- Når du bliver mødt med tillid, så får du det godt. Så gør man også sit bedste, siger Helle Døj.

Her i landsdelen har syv ud af 13 kommuner lavet en aftale med lærerne, der giver dem bedre muligheder for at tilrettelægge deres arbejdsdag.

6:22
Lærere må igen forberede sig hjemme i Struer.