Lærer om OK-resultat: Jeg frygter der ikke kommer noget ud af det

Delte holdninger til afstemningsresultatet om en ny overenskomst.

Trods klart 'ja' til overenskomst blandt lærerne, er det langt fra alle, der er tilfredse.
Trods klart 'ja' til overenskomst blandt lærerne, er det langt fra alle, der er tilfredse.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Lærernes fællestillidsmand i Lemvig er ikke begejstret for resultatet af afstemningen om overenskomsten. På trods af at resultatet for lærerne blev et klart ja. 

- Jeg synes selvfølgelig, det er lidt ærgerligt. Jeg har selv stemt, nej. Jeg tror, vi vil opnå mere ved et 'nej' end ved et 'ja', siger Steen Madsen, tillidsrepræsentant på Lemtorpskolen i Lemvig og fællestillidsmand for lærerne i hele kommunen.  

Mandag offentliggjorde fagforeningerne resultaterne af medlemmernes afstemning om den store overenskomstaftale mellem de offentligt ansatte og arbejdsgiverne.  

Lærerne stemte ja til den nye overenskomstaftale med KL. 74,6 procent af lærerne stemte ja, imens 25,4 stemte nej. Det svarer til, at 31.261 medlemmer har stemt ja, mens 10.678 medlemmer har stemt nej.

Resultatet lander efter et dramatisk forløb under forårets forhandlinger om løn og vilkår, hvor en samlet fagbevægelse bakkede op om et hovedkrav fra lærere og undervisere om en ny arbejdstidsaftale.

Arbejdstidsaftalen kom ikke i hus for lærerne. I stedet aftalte KL og lærerne, at undersøge sagen nærmere med en kommission. 

Men det er blevet et ret klart ja

- Ja, det er et stort og klart ja. Og det må man bare tage til efterretning. Man kan så spørge sig selv, hvorfor det bliver så stort et ja? Og der tror jeg måske, at der har været mange, der har været bange for, at et 'nej', skulle føre til en konflikt, siger Steen Madsen. 

- Jeg synes bare, at jeg kan ikke have mit lærerhjerte i et 'ja', så derfor har jeg stemt nej. Steen Madsen er bange for, at der ikke kommer noget ud af kommissionsarbejdet mom en arbejdstifdsaftale. 
- Jeg synes bare, at jeg kan ikke have mit lærerhjerte i et 'ja', så derfor har jeg stemt nej. Steen Madsen er bange for, at der ikke kommer noget ud af kommissionsarbejdet mom en arbejdstifdsaftale. 
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Nu skal en kommission så arbejde med spørgsmålet om en arbejdstidsaftale. Hvad tror du, der kommer til at ske? 

- Jeg tror faktisk, at kommissionen kommer til at gøre et godt stykke arbejde. Det er jeg sådan set ikke så tvivlende overfor. Det er en tillidssag. Men det, jeg er lidt bange for, er efterfølgende. Hvis kommissionen kommer frem med et godt stykke arbejde som både KL og lærerne er godt tilfredse med, så skal den jo runde finansministeriet. Og så er det jo spørgsmålet om de vil give ekstra penge til, hvad nu kommissionen kommer frem til, siger Steen Madsen. 

- Jeg frygter, at vi kommer ind i en trædemølle, og så kommer der ikke noget ud af det her. Så går der tre år igen, hvor folk arbejder under lov 409 (Folketingets indgreb efter konflikten i 2013 red.). Det kan medføre stress og at folk flytter fra jobbet. Jeg er bange for, at det går ned ad bakke i de her tre år, siger Steen Madsen. 

Havde konflikten været bedre?  

- Nej, jeg ved ikke, om man opnår noget ved konflikt. Det er jeg lidt i tvivl om. Jeg synes bare, at jeg kan ikke have mit lærerhjerte i et 'ja', så derfor har jeg stemt nej. Jeg ser for mange ting, der går skævt på den måde, det kører på nu, siger Steen Madsen. 

Andes Bondo: Vi skal have forbedringer nu

Formand for lærerne og chefforhandler under det dramatiske forhandlingsforløb, Anders Bondo Christensen er heller ikke tilfreds med, at det ikke lykkedes at lande en arbejdstidsaftale. Men han er godt tilfreds med, at resultatet mandag viser et klart 'ja' fra medlemmerne. 

- Jeg er selvfølgelig glad for, at det blev et ja, siger Bondo til ritzau. 
    
- Men der ligger også en klar markering i det, at en del lærere ikke synes, det er tilfredsstillende. Der er også en stor skuffelse hos mig selv over, at det ikke lykkedes at komme igennem med en arbejdstidsaftale, siger Anders Bondo Christensen.

- Vi sidder ikke og venter med hænderne i skødet. Vi skulle gerne ud og skabe forbedringer her og nu på så mange skoler som muligt, siger Anders Bondo Christensen.

    
- Vi skal selvfølgelig forhandle ud fra kommissionens arbejde i starten af 2020. Men vi har også en aftale om at styrke samarbejdet lokalt mellem kreds og kommune, skoleleder og tillidsrepræsentant med det mål at skabe positive forandringer, siger lærernes formand.
    
Anders Bondo Christensen mener, der er en bevægelse i gang hos kommunerne, der imødekommer lærerne.
    
- Jeg er glad for, at en række kommuner, allerede inden resultatet blev godkendt, har taget initiativ til at kontakte vores lokalafdelinger for at styrke samarbejdet.
    
- Der er sågar indgået flere lokalaftaler, hvor man slet ikke tidligere kunne drømme om at lave det.

Tilfredspædagog: Jeg orkede ikke at skulle i konflikt

i børnehaven Børnegården Lemtorp er der andre tilfredse toner at spore hos tillidsmand for pædagogerne, Mette Møller. 

Pædagog Mette Møller er godt tilfreds med resultatet af afstemningen. Hun orkede ikke usikkerheden i en konflikt. 
Pædagog Mette Møller er godt tilfreds med resultatet af afstemningen. Hun orkede ikke usikkerheden i en konflikt. 
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

- Dejligt. Det blev jeg rigtig glad for, siger Mette Møller. 

- Vi orkede ikke at skulle i konflikt og er egentlig også udmærkede tilfredse med resultatet, siger Mette Møller. 

Mange har stemt, hvad tror du den høje deltagelse skyldes?

- Jeg tror, folk er blevet lidt vågne overfor konflikten. Der har været meget i pressen. også fordi, der har været så mange, der har været involverede. Mange faggrupper. jeg tror da, at mange ikke har været interesserede i at komme i konflikt, og så har de været gode til at komme ind og stemme og give deres mening til kende, siger Mette Møller. 

- Jeg synes, det er rart for alle. både forældre og børnene og os selv. Jeg synes da slet ikke, at jeg orkede at skulle i konflikt. Fordi man ved jo ikke rigtig, hvordan man skal forholde sig til det. Så var der både strejke og lockout. Det er sådan noget uvist noget og træls for rigtig mange, synes jeg, siger Mette Møller.   

 

/TV MIDTVEST & ritzau