Kvindelig lærer alvorligt forbrændt i kemiforsøg

En 35-årig kvindelig lærer på en skole i Ikast blev alvorligt forbrændt under et kemiforsøg i forbindelse med undervisningen.

Brand i bryrup
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Mandag eftermiddag var en 35-årig kvindelig lærer involveret i en alvorlig arbejdsulykke på Nordre Skole i Ikast.

Læreren var i gang med et forsøg i kemi i 7. klasse, da der pludselig udvikledes en stor stikflamme, som forbrændte læreren alvorligt.

- Fysikholdets anden lærer greb resolut ind og slukkede ilden. Undervejs ringede eleverne 112, løb efter hjælp og assisterede med vand til køling af læreren, siger Bo Holm Nielsen, skoleleder på Ikast Nordre Skole.

Der blev umiddelbart taget hånd om eleverne i samarbejde mellem skolens personale, Falck og politiet.

- Jeg er rigtig ked af, at det er sket. Nu handler det om at få parterne godt videre. Eleverne er selvfølgelig også påvirkede af situationen, siger Bo Holm Nielsen og oplyser, at alt tyder på, at forsøget blev udført, som det skulle.

Den forbrændte lærer blev fløjet fra skolen til Rigshospitalet.

- Det var ikke så alvorligt, som først antaget. Hun er fortsat indlagt op Rigshospitalet, og vi forventer at kunne snakke med hende om et par dage, siger Jens Claumarch, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Elever og voksne, som var involveret i ulykken, vil få tilbudt krisehjælp.

Skolen følger op på ulykken tirsdag morgen i samarbejde med Ikast Brande Kommunes PPR.