Lægehelikopteren i Skive fløj flest gange af alle i 2018

De tre lægehelikoptere med baser i Skive, Billund og Ringsted havde sidste år ti procent flere flyvninger.

Akutlægehelikopterne har base i Skive, Billund og Ringsted (arkivbillede).

De flyvende læger i landets tre lægehelikoptere havde travlt sidste år.

Hele 3989 missioner blev det til. Det svarer til, at hver helikopter fløj tre til fire missioner i døgnet.

Læs også Opdateret: Motorcyklist kørt på hospitalet efter ulykke

Det er en stigning på knap ti procent i forhold til 2017, fremgår det af årsrapporten for den landsdækkende helikopterordning.

Der var flest flyvninger til det vestlige og sydlige Jylland samt den sydlige og vestlige del af Sjælland.

Derudover er der en del flyvninger til øerne Ærø, Bornholm, Samsø og Læsø.

- Helikopterne bidrager til, at folk i tyndt befolkede egne også får hurtig og kompetent hjælp, siger Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), i en pressemeddelelse.

Flest flyvninger fra Skive

Af de 3989 missioner, lægehelikoptere var på i 2018, var der flest med start fra basen i Skive.

Herfra fløj helikopteren ud 1414 gange.

Næstflest gange blev der fløjet fra Billund med 1388, mens basen i Ringsted stod for de resterende 1187 flyvninger.

1949 af de missioner, der blev fløjet, resulterede i, at patienten skulle flyves til behandling på et hospital, hvor der i de fleste tilfælde blev fløjet til et universitetshospital.

Hjerte-kar-sygdomme hyppigst

Det er især patienter med hjerte-kar-sygdomme, som helikopterne flyver med.

Det gælder for 44 procent af patienterne.

Læs også Kitesurfer mistede livet i Søndervig

20 procent af patienterne havde neurologiske sygdomme, og 18 procent af patienterne var tilskadekomne med traumer, eksempelvis fra en færdselsulykke.

Alt tyder på, at patienterne er godt tilfredse med den lægebehandling, de får om bord på helikopterne.

I en tilfredshedsundersøgelse blandt 510 patienter svarer 93 procent således "meget godt", mens 7 procent svarer "godt".

Lægehelikopterne drives af regionerne, og alle helikoptere kan operere på tværs af landet.

De tre helikoptere har baser i Skive, Billund og Ringsted. Budgettet var sidste år 135 millioner kroner.

Med finanslovaftalen for 2018 blev det besluttet at udvide ordningen med en fjerde helikopter fra januar 2019.

Den fjerde helikopter har indtil videre base i Aalborg Lufthavn, indtil en base ved Saltum i Jammerbugt Kommune er klar i 2020.

/ritzau/