Læge i Borris kommer patienter i Skjern til undsætning

Martin Aagaard Poulsen udvider sin klinik i Borris med op til 1230 ekstra patienter - og løser dermed akut problem i Skjern.

Martin Aagaard Poulsen. Foto: Arkiv

Region Midtjylland har fundet en løsning for de cirka 1000 patienter i Skjern, der er tvunget til at finde sig en ny læge.

Regionen har forsøgt at finde en plads til patienterne i Skjern, men det er ikke lykkedes.

02:26

SE OGSÅ: Indslag om situationen i Skjern fra 4. marts.

Luk video

I stedet har Martin Aagaard Poulsen, der ejer Helsecenter Midt i Borris, sagt ja til at åbne sin klinik for op mod 1230 ekstra patienter.

- Det er vigtigt, at vi kan sikre alle borgere en læge i lokalområdet. Jeg er godt tilfreds med, at det lykkedes at skaffe plads til patienterne, også selvom det ikke blev i Skjern som ønsket, siger Annette Roed, der er formand for regionens udvalg for nære sundhedstilbud, i en pressemeddelelse.

Stort arbejdspres

Martin Aagaard Poulsen har været læge i Borris siden 2015. Med den store udvidelse lægger han op til at skifte til nybyggede lokaler ved Bundgaards Hotel. 

- De nye rammer giver plads til flere ansatte og flere patienter. Jeg håber, at nogle af de Skjern-patienter, der har nogenlunde lige langt til Skjern og Borris, vil komme ud til mig i Borris, siger han.

Den akutte situation er opstået, fordi Tinghuslægerne i Skjern på grund af et stort arbejdspres har besluttet aflevere det ene ydernummer til regionen. Det betyder, at omkring 1000 af lægehusets patienter skal finde sig en ny læge - og nu får de altså mulighed for at komme til Borris.

- Vi er glade for, at vores patienter får muligheden for at vælge en ny fast læge i lokalområdet. Det har været en rigtig svær beslutning at overdrage ansvaret for en del af vores patienter til regionen. Vi har gjort det for at sikre, at vi kan give alle vores patienter den hjælp, de har brug for, uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger Pernille Damsted fra Tinghuslægerne.

Kort fortalt

* 1000 patienter fra Tinghuslægerne 1. sal i Skjern skal per 1. august 2019 have ny læge. Alle patienter tilmeldt Tinghuslægerne 1. sal skal vælge ny læge, også selvom de ønsker at beholde den læge, de har.

 

* I maj får alle patienter tilmeldt Tinghuslægerne 1. sal brev om deres muligheder for lægeskift. Brevet sendes med digital post. Borgere, der er fritaget for digital post, modtager et fysisk brev.

 

* Brevene om lægevalg sendes ud to-tre uger før regionen åbner for lægeskiftet. Det sker for at sikre, at alle patienter er orienteret i tide.

* Læge Martin Aagaard Poulsen driver Helsecenter Midt, Storegade 37 i Borris og er medejer af Helsecenter Midt, Tinghusvej 4 i Skjern.

 

Kilde: Region Midtjylland

Se mere