Formand med bøn til lystfiskere: Lad være med at fiske lige nu

Hvis fiskebestanden i Storå ved Holstebro skal komme godt igennem sommeren, skal lystfiskere holde sig fra at fiske i varmen, lyder det fra formand.

0:14
Gunnar Pedersen, formand for sammenslutningen ved Storå.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Det varme sommervejr presser lige nu ilten i vandløb og åer, og derfor er det en god idé at indstille fiskeriet, mens vandtemperaturen er høj.

Sådan lyder opfordringen fra Gunnar Pedersen, der er formand for sammenslutningen ved Storå, der har 2.000 medlemmer.

- Vi har valgt at lukke for fiskeri i åen, fordi vandtemperaturen er så høj, som den er. Og det ser jo ud til på vejrudsigten, at det fortsætter.

Høj dødelighed

Vandtemperaturen ligger lige nu over 18 grader, og det giver udfordringer, når lystfiskere hiver eksempelvis ørreder eller laks op af vandet og vil genudsætte dem igen.

- Fisken ophober mælkesyre i kroppen under fighten, når den skal hives op. Det tåler den dårligt, når iltindholdet i vandet samtidig er meget lavt.

- Det giver forhøjet dødelighed, og det er vi ikke interesserede i, lyder det fra Gunnar Pedersen.

Det er frivilligt

Formanden forklarer, at der ikke er noget lovmæssigt, som forbyder fiskere at kaste snøren i åen. Det er ganske frivilligt, at de mange medlemmer af sammenslutningen afstår fra at fiske i disse dage, så bestanden bevares.

Gunnar Pedersen appellerer dog til alle, som har planer om at tage på fisketur.

- Vi opfordrer selvfølgelig alle til at indstille fiskeriet lige nu.

Anbefalingen bliver først ophævet, når vandtemperaturen ligger stabilt under 18 grader igen.