Kyllingen til Viborg

Den tidligere mountainbike-verdensmester og Tour De France rytter Michael Rasmussen bliver nu præsenteret som rytter for mountainbikeholdet Racing Viborg.

michaelrasmussen.jpg

Klokken 13 præsenteres 41-årige Michael Rasmussen med tilnavnet "Kyllingen" som ny rytter for cykelklubben Racing Viborg.

- Vi har lavet en etårig aftale med Michael Rasmussen. Han vil gerne tilbage og snuse lidt til det og har fået mod på at cykle mountainbike igen. Så den chance greb vi selvfølgelig rimelig hurtigt. Vi har en god kemi, og han er en god og erfaren ryttter at få på holdet, siger formand for Racing Viborg Chris Rasmussen til TV MIDTVEST.

Formanden har kendt den tidligere Tour De France rytter i nogle år og har løbende været i dialog om, hvornår han var klar til at komme tilbage på cyklen. Det er først de sidste 14 dage, at aftalen er kommet helt på plads.

- Vi supplerer ham med materiel og hjælper ham med at deltage i løb. Det vigtigste er at få ham på cyklen igen, og så er det på et helt andet niveau. Det her skal først og fremmest være sjovt, siger formanden.

Han håber på, at Michael Rasmussen kan nå et løb inden sæsonen slutter.

Tidligere dopet

Michael Rasmussen indrømmede i januar 2013 på et pressemøde i Herning at have benyttet sig af doping fra 1998-2010. Han endte herefter sin professionelle karriere efter at have cyklet for det nu tidligere cykelhold fra Herning Christina Wathes Onfone frem til holdets lukning i slutningen af 2014.

- Der vil altid være nogle skeptikere. Det kan vi ikke komme uden om. Min holdning er, at man skal give folk en chance til. Hvad der er sket den gang, det kan vi ikke bruge tid på. Vi skal videre. Manden har taget sin straf, siger Chris Rasmussen.

Michael Rasmussen præsenteres på et uformelt pressemøde kl. 13 i Viborg.