Kvols-projektet skal kulegraves

Økonomiudvalget i Viborg Kommune vil have overtagelsen af geotermiprojektet i Kvols undersøgt i en uvildig advokatundersøgelse.

130612_Kvols.jpg

Overtog Viborg Kommune geotermiprojektet i Kvols fra Viborg Fjernvarme på et lovligt grundlag?

Det spørgsmål runger i kølvandet på det mislykkede boreprojekt i Kvols, efter advokat Carsten Fode undersøgelse af Viborg Fjernvarmes rolle i projektet.

Nødvendig undersøgelse

Derfor har økonomiudvalget i Viborg Kommune besluttet, at det spørgsmål nu skal undersøges til bunds i en ny uvildig advokatundersøgelse.

 - For at vide om kommunen fortsat kan være involveret, så er vi simpelthen nødt til at finde ud af, om vi har overtaget det på et forkert grundlag, siger borgmester Søren Pape Poulsen (K) til TV/MIDT-VEST.

Advokaten skal give et bud på, hvilke juridiske konsekvenser det har, hvis overtagelsen ikke er sket i overensstemmelse med loven.

Skatteborgere betaler for undersøgelse

Viborg Kommune overtog projektet fra Viborg Fjernvarme og udstedte i den forbindelse kommunegarantier for 150 millioner til projektet.

Søren Pape Poulsen fastholder stadig, at Viborg Fjernvarme under alle omstændigheder hæfter for udgifterne.

Den nye advokatundersøgelse betales af dog af skatteyderne, da det er kommunen, der bestiller den.