Kvindes død i campingvogn skyldes åben ild

Der er ikke fundet fejl i elektriske installationer i den campingvogn, som blev raseret af brand i Hvalpsund.

Folk, der ilede til, havde ikke mulighed for at slukke ilden eller at få kvinden ud, lyder det fra Nordjyllands Politi tirsdag.
Folk, der ilede til, havde ikke mulighed for at slukke ilden eller at få kvinden ud, lyder det fra Nordjyllands Politi tirsdag.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

En brand i en campingvogn, som forleden kostede en 63-årig kvinde livet, skyldes efter alt at dømme brug af åben ild - muligvis nogle stearinlys i forteltet.

1:40
En 63-årig kvinde fra Viborg omkom under en brand i en campingvogn i Hvalpsund

Det er den konklusion, Nordjyllands Politi er nået frem til i efterforskningen af branden, som fandt sted på en campingplads i Hvalpsund lørdag aften.

I forbindelse med undersøgelsen har politiet ikke fundet fejl på de elektriske installationer i campingvognen.

Kvinden, der var fra Viborg, var alene i vognen, da den kraftige brand opstod.

Folk, der ilede til, havde ikke mulighed for at slukke ilden eller at få kvinden ud, lyder det fra Nordjyllands Politi tirsdag.

Den 63-årige og hendes ægtefælle havde været til fest i løbet af eftermiddagen. Han var på vej hjem, da branden opstod.

Efterfølgende blev manden behandlet for chok, har politiet tidligere oplyst.

I efterforskningen har politiet talt med flere vidner, og konklusionen bygger også på oplysninger fra brandteknikere og en retslæge.

 

/ritzau/