TV MIDTVEST

Trine Ørskov fra Socialdemokraterne i Ringkøbing-Skjern sammen med andre kvinder på rundtur i bus under valgkampen for at gøre opmærksom på, at der findes et alternativ til de mange mænd i byrådet. Foto: Arkivbillede

Kvinderne mister mandater i byråd: Så mange pladser taber de

De havde håbet på fremgang, men samlet mister kvinderne mandater i byrådene her i landsdelen.

Nu hvor alt er talt op efter kommunalvalget, viser tallene, at byrådene i regionen i den kommende periode bliver repræsenteret af færre kvinder end i den foregående periode.

Der var ellers lavet mange arrangementer i valgkampen, der skulle skaffe kvinderne flere stemmer. Men overordnet mister kvinderne altså sammenlagt fem sæder i de midt- og vestjyske kommunalråd. 

Læs også Kvindelige kandidater vil ha' krydser fra borgerne

I Vesthimmerland Kommune mister de flest. Her var 12 af de 27 pladser inden valget optaget af kvinder. I næste periode er det tal halveret til seks.

Også I Skive har kvinderne mistet fodfæste. Før valget var der kvinder på 10 af de 27 stole til kommunalrådsmøderne. Efter valget er de reduceret til fem.

Et kig på anden ende af tabellen viser, at både Morsø og Favrskov kommuner får tre kvinder mere ind i kommunalbestyrelsen. Således kommer Morsø op på seks ud af 21, mens Favrskov ryger op på at 11 ud af 25 byrådsmedlemmer fremover vil være kvinder.

Kaster man et blik på Østjylland viser tallene, at det samlede antal af kvinder i byrådene er steget markant.

Nedenstående tal viser hvor mange mandater, der varetages af kvinder i de nævnte byråd efter valget. Tallet i parentes viser, hvor mange mandater kvinderne er gået frem eller tilbage i kommunen.

Læs også Faldskærmsudspring sætter fokus på kvinder i kommunalpolitik

Vesthimmerland: 6 (-6)
Skive: 5 (-5)
Viborg: 7 (-3)
Struer: 5 (-2)
Ikast-Brande: 7 (-1)
Holstebro: 7 (+1)
Ringkøbing-Skjern: 7 (0)
Silkeborg: 7 (+1)
Thisted: 5 (+1)
Herning: 12 (+2)
Lemvig: 7 (+2)
Favrskov: 11 (+3)
Morsø: 6 (+3)

01:48 Luk video