Kvinder i Region Midtjylland fik mangelfulde kræfttjek

Både i Region Midtjylland og Region Syddanmark har man undersøgt kvinder i strid med retningslinjer.

Også i Region Midtjylland har man undersøgt kvinder i strid med retningslinjer (arkivbillede).
Også i Region Midtjylland har man undersøgt kvinder i strid med retningslinjer (arkivbillede).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark har i årevis ikke fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på, skriver Jyllands-Posten.

Dermed vokser sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser begrundet med ressourcemangel.

Tidligere har den været isoleret til Region Sjælland og Ringsted Sygehus.

Men heller ikke Aarhus Universitetshospital (AUH) og Odense Universitetshospital (OUH) har fulgt retningslinjerne, skriver Jyllands-Posten.

På AUH er det gået ud over kræftopererede kvinder under 50 år og kvinder, som er arveligt disponeret for brystkræft.

Begge grupper skal ifølge de nationale retningslinjer jævnligt undersøges med både røntgen og ultralyd samt af en læge.

Men i 2016 og 2017 - og måske endda siden 2011 - er flere hundrede kvinder alene blevet tilbudt en røntgenundersøgelse "af ressourcemæssige årsager", skriver Jyllands-Posten.

På OUH er 299 kvinder under 50 år, som er arveligt disponeret for brystkræft, i over fire år undersøgt alene med røntgen.

Det har man gjort "af ressourcemæssige årsager", fremgår det af et mødereferat fra Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik i april 2017.

Også 1049 kvinder med smerter i brysterne er undersøgt i strid med retningslinjerne, fastslår Styrelsen for Patientsikkerhed.

OUH vil nu følge en henstilling fra styrelsen og genindkalde kvinder til nye og fuldstændige undersøgelser.

/ritzau/