Kvinder lærer at slå

Kvindelige virksomhedsejere fra Viborg lærer om gennemslagskraft - helt bogstavelig ved at flække et bræt med de bare næver.

kvinde_slaar001.jpg

De 17 kvinder skal lære at slå. Og slå igennem. De er alle medlemmer af VIBORGegnens Erhvervsråd og er på kursus i Viborg. Målet er at de kvindelige ledere skal blive bedre til at udvikle deres virksomheder. Det sker blandt andet ved hjælp af Taekwondo.

En Taekwondo-instruktør lærer kvinderne at flække et bræt ved hjælp af tankens kraft - og en lille smule hjælp fra hånden. Først afprøver de slå-teknikken på puder, derefter skal der kløves brædder.

- Det handler dybest set om, at deltagerne får en fornemmelse af skjulte ressourcer, der kan bringes frem gennem det at have den rette indstilling - altså gennemslagskraft, fortæller Udviklingschef i VIBORGegnens Erhvervsråd Susanne Toftegaard Hansen.