Kvinde dræbt i trafikulykke - datter indlagt med brækket ryg

En kvindelig passager har mistet livet i en trafikulykke på motorvejen mellem Arnborg og Brande. Hendes 21-årige datter har brækket ryggen, mens føreren af bilen er i livsfare.

Trafikulykke arnborg
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Torsdag aften skete en alvorlig trafikulykke på motorvejen mellem Arnborg og Brande. To biler i samme retning kørte sammen, og en kvindelig passager i en af bilerne mistede livet. To andre blev hårdt kvæstet og straks overført til syghuset i Skejby og i Herning.

Det fortæller vicepolitikommissær hos lokalpolitiet i Herning Bent Smedegaard til TV MIDTVEST.

I den forreste af de to implicerede biler sad tre kvinder. Det var i denne bil, at en kvindelig passager på bagsædet, uden sele på, afgik ved døden efter at være blevet slynget ud gennem forruden. Der er tale om 43-årige Jeanne Overgaard Carlsen fra Kolding.

Føreren af bilen, en 49-årig kvinde fra Haderslev, blev straks efter ulykken fløjet med helikopter til Skejby. Her er hun indlagt med alvorlige hovedtraumer og er i livsfare. Den tredje passager i bilen, en 21-årig datter til den dræbte, er indlagt i Herning med en brækket ryg.

- Datteren er uden for livsfare og underrettet om sin mors død. Alle andre pårørende er også underrettet, siger Bent Smedegaard.

Føreren i den anden implicerede bil var en 39-årig mand fra Brande, der efter ulykken blev overført til sygehuset i Herning, hvor han er uden for livsfare, men er i choktilstand.

Lav fart og svag belysning

Ifølge politiet skete ulykken, fordi den 39-årige mand kørte direkte op bagi bilen med de tre kvinder, som kørte uden eller med svag belysning i alt for lav hastighed.

- Den kvindelige bilist kan have kørt meget langsomt eller endda have holdt helt stille uden chance for at blive set af andre bilister på motorvejen, siger Bent Smedegaard.

Han understreger, at de foreløbige undersøgelser peger på, at den 39-årige mand ikke har gjort noget forkert. Han kom sandsynligvis kørende med de lovlige 130 km/t uden chance for at opdage bilen foran ham. Selv kan han dog ikke huske noget fra ulykken på grund af sin choktilstand.

- Vi har afhørt to nøglevidner, der kom kørende bag manden. De fortæller begge, at den 39-årige mand ikke kørte for stærkt, og at den anden bil med kvinderne pludselig dukkede op midt på motorvejen, fortæller Bent Smedegaard.

Det er disse to vidner, der har fortalt detaljerne om, hvordan bilen med kvinderne kan have holdt helt stille uden belysning. Årsagen til dette er endnu ukendt. Bilen blev efter påkørslen slynget over autoværnet, hvor den roterede flere gange i luften.

- Lige nu afventer vi rapporten fra bilinspektørerne for at få fastslået, hvad der er op og ned. Uanset hvad er det dybt tragisk, og der er meget arbejde, vi skal gøre, når sådan noget sker, siger Bent Smedegaard.