Kvinde stukket i arme og overkrop: Partner arresteret

En 30-årig kvinde fra Herning blev natten til onsdag stukket flere gange i forbindelse med et husspektakel. Kvindens samlever er anholdt i sagen.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

Natten til onsdag fik Herning Politi en anmeldelse om husspektakler fra Brændgårdvej i Herning. Da politiet kom frem, var det dog eskaleret. 

En 30-årig kvinde fra Herning var blevet stukket flere gange i arme og overkrop. Kvindens samlever, en 40-årig mand, som politiet fandt på adressen, er blevet anholdt, fortæller politikommissær hos Herning Politi, Henning Præstegaard. 

Overfaldet fandt ikke sted på parrets bopæl, men hos nogen bekendte, som den 30-årige kvinde var hjemme hos. Politiet ved ikke på nuværende tidspunkt, hvorfor kvinden befandt sig på denne bopæl, fremfor parrets fælles bopæl. 

Kvinden er blevet behandlet på Regionshospitalet Herning, og de siger, at hun har alvorlige skader. Hun kan endnu ikke erklæres udenfor livsfare. 

Opdatering: Ved grundlovsforhøret kom det frem, at kvinden har to punkterede lunger og et hul i mavesækken efter stikkene i brystet og lænden. 

Manden bliver anklaget for forsøg på manddrab. Han bliver i første omgang varetægtsfængslet i fire uger. 

1:12
En 40-årig mand er ved retten i Herning blevet varetægtsfængslet for forsøg på manddrab