Kvinde slået i hovedet med flaske

25-årig nordjyde sigtet for grov vold i Ulfborg.

HolstebroNaerSkilt.jpg

En 25-årig mand fra Aalborg er sigtet efter straffelovens paragraf om grov vold, efter at han onsdag aften gik amok på et værtshus i Ulfborg.

Lokalpolitiet i Holstebro oplyser, at manden slog en 25-årig kvinde fra Ulfborg i hovedet med en flaske, ligesom han sparkede hende i brystet. Politiet har ingen detaljer om årsagen til overfaldet, ud over at der havde været en eller anden form for uoverensstemmelse mellem de to.

Efter overfaldet forlod den 25-årige værtshuset, men han vendte senere tilbage til stedet og ventede på, at politiet skulle komme og anholde ham. Den 25-årige kvinde blev behandlet af en vagtlæge, men skulle ifølge politiet ikke være kommet alvorligt til skade.

Den unge nordjyde blev løsladt efter endt afhøring på politigården, men han er stadig sigtet i sagen og kan formentlig se frem til en tur i retten.