Kvinde overraskede indbrudstyv

Natten til fredag brød en tyv ind hos en ældre kvinde nær Løgstrup.

PolitiErme_0.jpg

En ældre kvinde fik sig noget af en overraskelse, da hun natten til fredag opdagede, at en indbrudstyv var brudt ind på hendes landejendom på Virksundvej ved Løgstrup. Tyven var i gang med at rode i en kommode i stuen, men da han opdagede den ældre kvinde, stak han så hurtigt af, at kvinden ikke var i stand til at give et signalement.

- Vi modtog anmeldelsen over midnat. Vi havde en hundepatrulje i nærheden, så de søgte efter fodspor på stedet. Men efter 300 meter mistede vi sporet og måtte give op, siger Ralf Larsen fra lokalpolitiet i Viborg.

Tyven slap ud gennem en terrassedør, og kom tomhændet derfra. Kvinden bor alene på landejendommen, men familien er nu hos hende.