Stødte sammen med traktor: Kunne være gået helt galt

Traktorføreren havde overset en bil, der holdt parkeret bag ham.

Blaa Blink, ulykke.jpg
Foto: Arkiv

- Når jeg ser på det, er det lige meget held og tilfældigheder, der gør, at det her ikke gik meget værre.

Sådan siger politiassistent Niels Bach om den ulykke, der tirsdag eftermiddag fandt sted på Hvidbjergvej i Hem i Salling.

Her var en traktorfører holdt ind til siden for at besvare et telefonopkald. Imens traktorføreren talte i telefon kørte en personbil op bag den for at afvente traktorens videre færd.

- Bag på traktoren var påspændt en halmvender, hvorpå der sidder en metalstang. Da føreren har afsluttet telefonopkaldet sætter han i bakgear uden at have bemærket bilen, der holder bag ham, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Traktorføreren nåede ikke at opdage bilen, før det var for sent. Metalstangen gik direkte ind gennem foruden på bilen, hvor en 58-årig kvinde fra Skive sad bag rattet med en 55-årig kvinde fra Hem ved sin side.

- Metalstangen skærer et stykke af ratstammen med kirurgisk præcision og fortsætter om på bagsædet, siger politiassistent Niels Bach.

Føreren af traktoren blev først opmærksom på bilen, da han kørte frem igen og i den forbindelse mærkede en lille rystelse. Derefter blev der hurtigt slået alarm.

- Begge kvinder slap med livet i behold uden alvorlige skader. Den 58-årige kvinde, som sad bag rattet, fik nogle skader i ansigtet og blev derfor kørt til sygehuset, siger Niels Bach.

Politiet skal nu undersøge, hvad der skal ske i forhold til den juridiske del af uheldet.

- I forbindelse med videre sagsbehandling vil vi finde ud af, hvad det er traktorføreren skal sigtes for. Men indtil videre har vi altså ingen udmeldinger om det rent strafmæssige, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.