Kvinde måske smittet med rabies

Det er situationen, efter at en kvinde fra Gundelund nær Viborg i går tirsdag blev bidt af en ged.

ged001.jpg

Beredskabet fra Veterinærafdeling Nord måtte i går tirsdag på besøg i Gundelund nær Viborg, da en kvinde blev bidt af en ged. Det er som sådan ikke en sag for Veterinærafdelingen, men den bidende ged viste tegn på at være smittet med rabies. Den savlede og havde svært ved at stå på benene.

- De her symptomer var så udtalte, at vi ikke turde tage nogle chancer, siger Maren Johansen, Sektionsleder, Bedredskabet, Veterinærafdeling Nord

Kvinden blev efterfølgende kørt på sygehuset til behandling. Geden derimod blev aflivet, og gedens hoved blev kørt til undersøgelse på Forsøgsstation Lindholm ved Stege Bugt.

Besætningen er nu lukket, indtil det bliver klart, om geden er smittet med rabies. Indtil videre har ejerne fået besked på at overvåge bestanden.

Ifølge Fødevarestyrelsen er det yderst sjældent, at et pattedyr bliver mistænkt for at have rabies.

- Vi har ikke fundet den klassiske rabiesform i Danmark siden 1982, siger Pia Vestergaard, Dyrlæge, Fødevarestyrelsen.

Politiet blev tilkaldt, for at køre gedens hoved og hals til undersøgelse. Der ventes svar på de prøver i løbet af en uge.

Læs om rabies her:

http://www.netdoktor.dk/rejsemedicin/sygdomme/rabies.htm

 

Hør udtalelse fra Pia Vestergaard fra Fødevarestyrelsen her: