Kvinde forbrændt efter brand i fyrrum

Kvinde forbrændt efter brand i fyrrum

Torsdag aften gik der brand i et fyrrum ved en villa i Hampen. En kvinde blev sendt på hospitalet med forbrændinger i ansigtet. (arkivfoto)

Ikast-Brande Brand og Redning blev torsdag aften kaldt ud til en villabrand i Hampen ved Brande. Det viste sig at være en brand i et fyrrum, bygget i forlængelse af en villa.

- Den kvindelige beboer er sendt på sygehuset med forbrændinger i ansigtet. Da hun åbnede døren til fyrrymmet, blussede en meget kraftig brand op, og det var hun selvfølgelig ikke forberedt på.

Det forklarer beredskabschef, Niels Christensen, der sammen med otte kollegaer hurtigt rykkede ud til adressen.

Han understreger dog, at branden var relativt beskeden, og at kvinden selv kunne sætte sig ind i ambulancen, der kørte hende på sygehuset.

Beredskabschefen kender endnu ikke noget til brandens årsag, da alt i det lille fyrrum forsvandt i flammerne. Ilden nåede ikke at brede sig til resten af villaen.