Kvinde erkender knivstik

Kvinde erkender knivstik

Opdateret: 54-årig kvinde, der er sigtet for knivdrab på 63-årig Martin Jacobsen, nægter manddrab, men erkender knivstik i nødværge. Fængslet i fire uger.

Ved grundlovsforhøret, der begyndte mandag over middag, erkendte den 54-årige kvindelige nabo, at hun stak den 63-årige mand, der nu er død.

Hun forklarede i retten, at det skete i nødværge. Hun nægter sig skyldig i manddrab, men erkender at hun stak ham en gang i maven.

Den 63-årige Martin Jacobsen blev stukket med et enkelt knivstik i maven i sit hjem søndag sidst på eftermiddagen. Han ringede selv til politiet og fortalte om knivstikket.

Efter han var blevet stukket i maven, slog den 63-årige mand sin kvindelige nabo bevidstløs og trak kniven ud af maven.

Bor dør om dør

Den dræbte bor dør om dør med den kvinde, der er sigtet for drab. De bor i hver sin ende af en ejendom på Holmsland Klitvej i Lyngvig ved Hvide Sande. Hvad der præcist førte til knivstikkeriet er endnu uvist.

Til eb.dk har anklageren bekræftet, at Martin Jacobsen og den drabssigtede var kærester.

Dommeren valgte at lukke dørene ved grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen. Den 54-årige kvinde blev fængslet i fire uger.