Kvinde dræbt i motorcykelulykke ved Silkeborg

En 51-årig kvindelig motorcyklist mistede livet i Sejs ved Silkeborg, da en bilist kørte frem for ubetinget vigepligt.

Mandag aften blev en 51-årig kvindelig motorcyklist fra Børkop dræbt i en trafikulykke på Julsøvej i Sejs ved Silkeborg.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.24. Ulykken skete, da en 24-årig kvindelig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt.

- Bilen kom kørende fra en sidevej og kørte frem for ubetinget vigepligt. Motorcyklisten kørte ind i siden på den og blev slået ihjel i forbindelse med ulykken, siger Simon Skelkjær, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge vagtchefen er der ikke noget, der indikerer, at motorcyklisten har kørt for hurtigt.

Den 24-årige bilist slap fra ulykken uden at komme til skade.

Senere mandag aften kort før midnat rykkede Midt- og Vestjyllands Politi ud til en anden motorcykelulykke ved Viborg.

Her kom en 63-årig mand fra Gjellerup ved Herning alvorligt til skade, da han påkørte et stykke råvildt. Der er tirsdag formiddag intet nyt om hans tilstand.

Læs også Motorcyklist i kritisk tilstand efter påkørsel af råvildt