Kvickly dropper buræggene

Lokal ægproducent forstår ikke detailkædens beslutning. - Vi producerer det, som forbrugerne efterspørger, og jeg er stolt af min produktion, siger han.

080913_Burhoens.jpg

Efter længere tids dialog med Dyrenes Beskyttelse har Kvickly-butikkerne besluttet helt at stoppe salget af æg fra burhøns.

- Når vi fjerner buræg fra hylderne i Kvickly, så er det i tråd med vores kunders holdning, og det er et vigtigt skridt i Kvicklys rejse mod at tilbyde vores kunder flere ansvarlige varer. Vi tager ansvar, og det samme gør vores kunder, siger kædedirektør i Kvickly Jesper Faurholdt.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild fra Hjerm, forstår ikke kædens beslutning.

- Kendsgerningen er jo, at forbrugerne gerne vil købe buræggene. Det har de villet i 30 år, og det er det, som landbruget og branchen har taget udgangspunkt i, siger Martin Merrild.

- Chokerende beslutning

Ægproducent Lars Lunding fra Sunds er enig, og frygter for konsekvenserne, hvis andre kæder følger Kvicklys eksempel.

- Det er lidt chokerende, at de har truffet den beslutning. Vi har lige været igennem en større omlægning af forholdene. Vi producerer det, som forbrugerne efterspørger. Der er fordele ved burene, ligesom der er fordele ved andre produktionsformer. Jeg er stolt af min produktion, og den kan forbrugerne roligt købe, siger Lars Lunding.

Buræggene forsvinder fra hylderne i Kvickly i  slutningen af denne måned.

Dyrenes Beskyttelse har i længere tid kørt en kampagne imod burhøns. Over 28.000 danskere har skrevet under på, at butikkerne bør stoppe salget af buræg.

Ægproducent Lars Lunding fra Sund fortæller i denne video om burhønsenes forhold:

3:00
Aegproducent Lars Lunding fortaeller om burhoensenes forhold