Kvælningsulykke på legeplads

Hurtig hjælp fra ansat da en dreng kom til at hænge på et æbletræ i sin hætte.

Ulykken skete mandag på legepladsen ved børnehaven Søgården i Ørum, da drengen var ved at plukke æbler. En ansat opdagede hurtigt ulykken og fik med det samme drengen ned fra træet, skriver Viborg  Stifts Folkeblad.

Med ambulance

Drengen blev ved middagstid kørt i ambulance til Viborg Sygehus efter kvælningsulykken på legepladsen. Han var dog hele tiden ved bevidsthed og kunne efter en kontrol på sygehuset vende hjem til mor, oplyser vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Hændeligt uheld

Områdeleder Ruth Smed Jensen oplyser, at der var tale om et hændeligt uheld, da drengen var ved at plukke æbler og gled på en gren.