Kvægbønder skal blive bedre til at snakke om sig selv

Et af de vigtigste emner til årets Kvægkongres er at få landmænd og forbrugere til at tale mere sammen.

Arkivfoto. Foto: Michael Bothager / Scanpix

2.000 kvægbønder er i dag samlet til Kvægkongres i Herning. Her handler det især om at gøre landmændene bedre til at fortælle forbrugerne om, hvordan et moderne landbrug rent faktisk ser ud.

En undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer viser, at mange danskeres opfattelse af dyrevelfærd i landbruget ligger år tilbage og ikke passer med nutidens måde at behandle dyrene på. Det vil landmændene gerne lave om på.

- Der er mange, som for eksempel går rundt med nogle myter om mælkeproduktion, og derfor er det vigtigt at få fortalt, at dyrene har det godt, siger Christian Lund, formand for danske kvægproducenter hos Landbrug & Fødevarer.

Flere på besøg i landbruget

Kvægkongressen er det årlige samlingspunkt for landmænd med kvægbedrifter, forskere, beslutningstagere og interesseorganisationer i og omkring kvægbruget. Christian Lund håber, at årets kongres kan være med til at sætte gang i små, nye tiltag. Han håber især på at få flere skolebørn ud på gårdbesøg, så de selv kan se, hvordan dagligdagen på en gård fungerer.

- Vi snakker meget om, hvordan vi skal få fortalt, hvad der foregår ude hos landmændene. Det starter ude ved den enkelte landmand, som selv skal tage små initiativer for at ændre opfattelsen. Det er den bedste måde at flytte holdningen i nærområdet på, siger han.

Kvægkongressen fortsætter tirsdag den 27. februar.

Læs også Videoovervågning af køer er det nye i landbruget