Kvægavlere frygter fremtiden

Landbrug & Fødevarer frygter, at op mod 1.000 mælkeproducenter må dreje nøglen om, når de danske landmænd mister 20 % af den nuværende EU-støtte

130225Kvaeg.jpg

Mandag og tirsdag er landets kvægavlere samlet til kongres i Herning, og EU-støtten står øverst på dagsordenen.

I følge en analyse fra Videncenter for Landbrug står en gennemsnitlig mælkeproducent til at miste 100.000 kroner på de nye tilskudsregler. Det betyder, at hver fjerde mælkeproducent er i fare for at måtte lukke.

- Vi har lige set her på mødet i dag, at gennemsnitligt, så tjener kvægbruget stort set ingen penge. Så man må sige, det er et rigtig dårligt tidspunkt, det her sker på, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

De danske landmænd mister 20% af deres landbrugsstøtte over de næste 7 år, hvilket i alt er 1,4 milliarder kroner. Det blev aftalt under EU's budgetforhandlinger først i februar.

Bekymrer sig for tidligt

Formanden for Folketingets Erhvervsudvalg, socialdemokraten Karin Gaardsted, mener dog, at landbruget bekymrer sig for tidligt.

- Jeg synes lige, man skal slå koldt vand i blodet. Der er ingen grund til at tage problemerne på forskud. Det er meget voldsomme tal, der ikke har nogen grobund, for at være sande, siger hun.