Kutter gik ned - to fiskere reddet

To fiskere reddet op fra redningsflåde ud for Hvide Sande - kutteren begyndte pludselig at tage vand ind.

Merlin Helikopter.jpg

To fiskere blev onsdag ved middagstid samlet op af en redningsbåd, efter at deres kutter var gået til bunds omkring syv sømil nordvest for Hvide Sande.

Myndighederne blev alarmeret klokken 11.50 - den mindre trækutter, der er hjemmehørende i Hvide Sande, begyndte pludselig at tage vand ind og sank i løbet af ganske få minutter. Det gik så stærkt, at de to mand om bord ikke nåede at slå alarm eller trække i overlevelsesdragterne.

Heldigvis lykkedes det dem at komme op i en redningsflåde, hvorfra de kunne sende nødblus op. Nødblusset blev så set af en anden Hvide Sande-kutter, der sørgede for at slå alarm.

Kolde men uskadte

Der blev sendt en redningshelikopter til stedet fra Flyvestation Skrydstrup, ligesom redningsstationen i Hvide Sande rykkede ud med både den store og den lille redningsbåd. Og det var den lille, hurtigtgående båd, der nåede først frem til flåden.

De to fiskere var noget kolde, men ellers uskadte. De blev tilset i en ventende ambulance og herefter kørt hjem.

Politiet oplyser, at kutteren ligger på 25 meters dybde, og at der ikke skulle være fare for en forurening.